Fredag 31. marts 2023, 13:00 til 16:00
Velkommen i FredagsCafeen den sidste fredag i måneden til hyggeligt, uformelt samvær. Vi drøfter det daglige liv, deler store og små oplevelser og nyder hinandens selskab.
Vi mødes kl. 13 omkring en let anretning. Kl. 13.30 kommer der en taler, så vi også får lidt inspiration udefra, og vi får besøg af pastor emeritus, forfatter, foredragsholder, supervisor, mentor og livskyndige Preben Kok. I sit foredrag ”Slip livet løs” gør Preben Kok op med en række givne forestillinger og vaner, som det moderne menneske kæmper med i sin hverdag og sit liv. For eksempel har vi en urealistisk forestilling om, hvor meget styr man kan have på livet. Det betyder, at vi ofte tynges af skyldfølelse, fx i forbindelse med alvorlig sygdom. Og vi har glemt, at sårbarhed kan være frugtbar. I dag farer mange ældre imidlertid rundt som forpustede unge i stedet for at være vise gamle, der kan berige livet og fællesskabet.
Med troen som udgangspunkt går Preben Kok i clinch med det moderne liv, med skyld og skam og illusionen om det perfekte menneske – og med den indbildte magt over livet, der forårsager stress. Og så spørger han: Hvad mister vi ved kun at træffe beslutninger med forstanden – uden at have troen og myternes nedarvede visdom med?
Preben Kok var i mange år kendt som en populær og yndet sjælesørger i sit lokalområde. Både blandt sognebørnene i Engum og blandt læger og sygeplejersker på onkologisk afdeling ved Vejle Sygehus, hvor han dengang og nu er supervisor.
Hans særlige evne til at lytte og tale med mennesker i eksistentiel krise blev kendt af hele landet, da han i 2008 medvirkede i DR2-programmet ”Skriftestolen”.

Medvirkende | Therese Nielsen |
Sted | kirketorvet 14 A, Kirketorvet 14A, 4760 Vordingborg |